Databehandleraftale for Clawco Sky
Aftalen tilbydes de kunder, der ønsker en. Den følger GDPR art. 28.
1. Parterne
Kunden: [Kundens navn], [Kundens adresse], [Kundens e-mail] (i det følgende "kunden").
Databehandleren: Henrik Lambert (personligt drevet, uden selskab), CVR intet CVR-nummer (ikke momsregistreret; registreres når lovens grænse nås), Banevænget 13, 5270 Odense N, Danmark, [email protected] (i det følgende "vi").
Aftalen er et bilag til Vilkår for Clawco Sky. Hvis de to er uenige om behandling af personoplysninger, gælder denne aftale.
2. Roller
Kunden er dataansvarlig for de personoplysninger, der ligger i kundens instans ("indholdet"). Vi er databehandler for indholdet. For kundens kontooplysninger og betaling er vi selv dataansvarlig, se Privatlivspolitik.
Bruger kunden Clawco til rent personlige formål, gælder GDPR måske slet ikke for kundens egen behandling (art. 2, stk. 2, litra c). Aftalen er så en frivillig tryghed. Den er relevant for kunder, der bruger Clawco til mere end privat brug.
3. Instruks
Vi behandler kun indholdet efter kundens dokumenterede instruks. Instruksen er: levér Clawco Sky efter Vilkår og denne aftale. Kundens brug af tjenesten er også en instruks. Mener vi, at en instruks strider mod databeskyttelsesreglerne, siger vi det til kunden uden unødigt ophold.
Vi behandler ikke indholdet til egne formål. Vi sælger det ikke og bruger det ikke til at træne modeller.
4. Tavshedspligt
Alle hos os, der kan komme i nærheden af indholdet, har tavshedspligt. Vi læser ikke indholdet. Support kommer kun ind, hvis kunden som ejer selv slår “Lad support se med” til i 1, 4 eller 24 timer; imens kan én fra support se det samme som kunden, men ikke ændre noget, og hvert kig logges. Den, der driver serveren, har teknisk adgang til dens diske, og i beta er diskene endnu ikke krypteret i hvile. Den adgang bruges kun til drift.
5. Sikkerhed
Vi har tekniske og organisatoriske foranstaltninger, der passer til risikoen (art. 32). De vigtigste står i Bilag B. Vi kan ændre dem, så længe sikkerheden ikke bliver ringere.
6. Underdatabehandlere
Kunden giver generel tilladelse til de underdatabehandlere, der står i vores offentlige liste Underdatabehandlere. Vi har en aftale med hver af dem med samme databeskyttelsesforpligtelser som i denne aftale. Vi hæfter for dem.
Vi varsler kunden på e-mail mindst 30 dage, før vi tilføjer eller skifter en underdatabehandler. Kunden kan gøre indsigelse inden for de 30 dage, hvis der er en saglig grund. Kan vi ikke imødekomme indsigelsen, kan kunden opsige abonnementet uden ekstra omkostning, og vi refunderer den betalte periode, som ikke er brugt.
Hvis kunden bruger sin egen modelnøgle, er den valgte modeludbyder kundens egen leverandør, ikke vores underdatabehandler.
7. Overførsel uden for EU
Vi hoster indholdet i EU, på vores egen server i Danmark. Trafikken til og fra instansen går gennem Cloudflare, Inc. (USA), hvor krypteringen (TLS) afsluttes, se Underdatabehandlere. Overfører vi indhold til et land uden for EU, sker det kun på et gyldigt grundlag efter GDPR kap. V, fx standardkontrakter. For Cloudflare, Inc. og Resend (Plus Five Five, Inc.) står grundlaget i Underdatabehandlere.
8. Bistand
Vi hjælper kunden, så vidt vi kan, med:
- at svare på de registreredes rettigheder (art. 12-22). Kunden kan selv hente alt som zip ("Hent alt") og slette sin konto.
- sikkerhed, konsekvensanalyser og høring af tilsynet (art. 32-36)
Vi må tage rimeligt betaling for bistand, der kræver meget arbejde.
9. Brud på persondatasikkerheden
Opdager vi et brud, der berører indholdet, giver vi kunden besked uden unødigt ophold og senest 48 timer efter, vi har fået kendskab til det. Loven kræver besked uden unødigt ophold (art. 33, stk. 2); de 48 timer er vores eget tilsagn. Beskeden beskriver, hvad vi ved: hvad der er sket, hvilke oplysninger og hvilke instanser der er berørt, og hvad vi gør ved det.
10. Sletning og tilbagelevering
Når aftalen ophører, kan kunden hente alt som zip i 30 dage. Derefter sletter vi instansen og dens data. Sletter kunden selv sin konto, sker det med det samme. Sikkerhedskopier udløber senest 30 dage efter (i beta er de endnu ikke slået til). Kunden kan også slette selv når som helst, se Sletning og eksport. På anmodning bekræfter vi sletningen skriftligt. Regnskabsbilag, som vi selv er forpligtet til at gemme, er ikke omfattet.
11. Revision
Kunden har ret til at få de oplysninger, der skal til for at vise, at vi overholder aftalen, og til at lade en revisor gennemgå dem. Revision aftales mindst 30 dage før, sker i arbejdstiden og uden at forstyrre andre kunder. Vi har i dag ingen uafhængig rapport eller certificering. Får vi en, kan vi vise den i stedet. Kunden kan ikke kræve adgang til vores underleverandørers datacentre.
12. Varighed
Aftalen gælder, så længe vi behandler indhold for kunden, og ophører med abonnementet.
13. Lovvalg
Dansk ret. Værneting Retten i Odense.
14. Underskrift
Aftalen indgås ved kundens elektroniske accept i kontoen eller ved underskrift.
For kunden: [navn, dato]. For Henrik Lambert (personligt drevet, uden selskab): [navn, titel, dato].
Bilag A. Beskrivelse af behandlingen
- Formål: at levere Clawco Sky: hoste kundens isolerede instans, lade agenten læse og ordne kundens kilder og vise resultatet.
- Art: opbevaring, læsning, sortering, visning, backup, sletning. Instansen sender uddrag til den modeludbyder, kunden har valgt.
- Kategorier af registrerede: kunden og personer, der omtales i kundens mail, kalender og noter, fx kundens husstand og børn.
- Kategorier af oplysninger: det, kunden kobler til: mail, kalender, noter, nyheder, beskeder, regninger, kontaktoplysninger. Kan indeholde følsomme oplysninger, hvis kunden selv lægger dem ind.
- Varighed: så længe abonnementet løber, plus tid til eksport og backup (se pkt. 10).
Bilag B. Sikkerhedsforanstaltninger
- Isolation: én beholder og ét volumen per kunde. Ingen deler en instans.
- Kryptering: al trafik går over TLS frem til Cloudflares kant og derfra gennem en krypteret tunnel til serveren. Modelnøgler ligger i en krypteret fil per kunde, og hver kunde har sin egen datanøgle. Diskene er i beta endnu ikke krypteret i hvile.
- Netværk: ingen instans har en offentlig port. Al adgang går gennem vores gateway, som tjekker login ved indgangen.
- Logning uden indhold: logs og fejlrapporter indeholder aldrig mailtekster, beskeder eller prompts.
- Adgangsstyring: medarbejdere har ingen adgang til indhold, undtagen når kunden selv har slået “Lad support se med” til (skrivebeskyttet, tidsbegrænset og logget). Adgang til serveren kræver en personlig SSH-nøgle.
- Backup: bygget, men endnu ikke slået til i beta. Når den er: hver nat, krypteret per kunde, gemt højst 30 dage i EU.
- Politiklag: agenten kan ikke betale, skrive til andre eller slette uden kundens ja.
- Beredskab: en skriftlig plan for brud og gendannelse er endnu ikke skrevet. Indtil den er, gælder pkt. 9.
Tidligere versioner
Ingen tidligere versioner endnu.